Danselinien
Danselinien
Er du typen, der bare må danse, når du hører musik?
Kan du finde rytmen i alt, hvad der er lyd på?
Har du, hvad der kræves, når det bliver hårdt?
Eller med andre ord...
- Går du med en ambition om at udvikle dine kropslige evner og udfordre dig selv igennem både velprøvede og nyere dansegenrer?
Så tag på Hoptrup Efterskole og kast dig ud i alverdens danse til fede rytmer.
På skolens danselinie kommer du til at danse mange forskellige former for dans. Vi arbejder primært med jazz, funk og showdance.
Du kommer både til at udvikle dine tekniske færdigheder og blive mere bevidtsgjort om det ellers lidt udefinerbare ”at nå ud over scenekanten” - helt derud, hvor vi rammer publikum.
Vi skal arbejde med kropsholdning, balance, styrketræning, smidighed og afspænding, altsammen discipliner, der giver en bedre fornemmelse for kroppens muligheder både fysisk og mentalt.
Målet er at forene tekniske færdigheder og det personlige udtryk med det helt grundlæggende - glæden ved at danse.
I løbet af året kommer du i stigende grad til at øve dig på at improvisere og at sammensætte egne koreografier, hvor du kan fordybe dig i at søge, finde og optimere dine styrker og udviklingsmuligheder samt give dig selv en bedre fornemmelse for dine personlige forcer og favoritter udi dansens verden.
For at udfordre dig med nye stilarter inviterer vi gæstelærere til at undervise i f.eks: streetdance, ballet, step, locking, popping, samba, disco, afro, hip hop, house og forskellige pardanse.

Danselinien er for alle, som har lysten og viljen til at danse. For at alle gennem hele året kan blive udfordret på passende, men stigende niveau inddeler vi i flere hold. Undervejs vil vi dog også arbejde på tværs af disse hold, især i forbindelse med gæstelærerundevisning samt i forbindelse med forestillinger og vores årlige musical og turné.
Hvert år i februar tager skolen på turné i mindre hold. For danseliniens vedkommende er det de sidste par år foregået på den måde, at linien har forberedt et komplet danseshow og så i samlet flok draget afsted ud i landet for at vise showet 2-3 gange om dagen i 4 dage.
I februar 2010 var danselinien ligeledes på turné. Forud for selve turnéen var vi blevet kontaktet af TV-Glad, der gerne ville lave nogle indslag om dans. De fulgte forberedelserne, var med på en del af turnéen og lavede et tilbageblik i den sidste udsendelse. Ved at klikke på de 3 links herunder kommer man direkte til TV-Glads videoarkiv og kan opleve vores 2010-turné på tætteste hold.
Danselinien på Hoptrup Efterskole forbereder turnéen (7:42)
Så er danselinien på turné (17:57)
Et tilbageblik på turnéen (15:16)
og
Reporter Poul Pelle på slap line, da han kaster sig ud i dansens verden... (5:29)



