Sceneteknik

Scenetekniklinien

 

 Som noget helt nyt kan du fra august 2012 vælge SCENETEKNIKLINEN på Hoptrup Efterskole. Her opnår du de færdigheder der skal til, for at lave DEN GODE LYD - DET FEDE LYS og DEN TJEKKEDE SCENE. 

Sceneteknikeruddannelsen består af flere små grundforløb. Først når du har gennemgået alle grundforløbene, og vist at du kan tage ansvar for opgaverne, bliver du optaget i HE-STAGECREW, som er de mennesker der varetager opstilling af scene, lyd og lys til de fleste arrangementer på skolen, og til arrangementer der foregår udenfor skolen. 

Grundforløb i sceneteknikeruddannelse

Grundforløbene består både af lydmoduler og lysmoduler, samt el-lære og design af scene. Modulerne er tilrettelagt så alle kan være med fra starten, og derfor behøver man ingen forudsætninger for at starte på scenetekniklinien.

Alle på linien deltager i grundforløbene. Det er den grundlæggende lære om hvordan teknikken omkring en scene er bygget op, om sikkerhed og om vedligeholdelse af udstyr.

Specialer

Efter grundforløbene er der mulighed for at specialisere sig inden for lyd, lys eller scenedesign. Indenfor hver af disse specialer vil der være mulighed for at fordybe sig og blive rigtig dygtig. Særligt i forbinelse med specialernene gør vi brug af gæstelærere i form af professionelle folk, der arbejder med disse ting til dagligt.

 

Den praktiske erfaring på skolen

Undervejs i uddannelsesforløbet kommer du til at afprøve de forskellige ting du har lært. I forbindelse med foredrag og koncerter på skolen kan du allerede fra den første tid blive ansvarlig for at stille skolens udstyr op. Til efterskolernes dag er der for første gang i skoleåret brug for at stille meget udstyr op, og her bliver der mange muligheder for prøve kræfter med teknikken omkring en scene.

Endelig er sceneteknikkerne de primære ansvarspersoner omkring skolens største opsætning – nemlig musicalproduktionen i november måned. Løbende under hele uddannelse er sceneteknikerne tilknyttet HE Udlejning - vores udlejningsafdeling som man kan læse mere om HER

 

 

 Den praktiske erfaring udenfor skolen (ude i virkeligheden...)

Scenetekniklinien arbejder ikke kun på skolen. Hvert år er scenetekniker ude i virkeligheden for at løse mange forskellige opgaver indenfor scene, lyd og lys. For eksempel kunne det være lys til teaterforestillinger på Hoptrup Skole, lyd til musikarrangementer i Haderslev, Christiansfeld, Aabenraa mv. eller totalproduktioner på andre efterskoler, foreninger, heldagsfestivaler og så videre.

Scenetekniklinien har startet et samarbejde med professionelle udlejningsfirmaer og spillesteder. Derfor kan vi tilbyde eleverne på scenetekniklinien at tage med ud på store professionelle arrangementer og en del af uddannelsen på inien kommer til at foregå på spillestedet Månen i Haderslev. På Månen har vi mulighed for at afvikle lyd og lys i professionelle rammer men både lokale og nationale solister og bands. Læs mere om Månens udstyr nederst på siden. 

 

  
Krav til de kommende sceneteknikere


Sceneteknikeruddannelsen på Hoptrup Efterskole kræver, at du er villig til at ofre lidt mere end de fleste. Nogle af grundmodulerne ligger i den almindelige undervisningstid, men der er også moduler der ligger om aftenen og i weekender. Det betyder at du skal være klar på at blive mindst 2 weekender på skolen udover dem du ellers skal. Desuden skal du løbende deltage i de arrangementer der kræver opstilling. Der er mødepligt til alle undervisningstimer på sceneteknikeruddannelsen.

 

Papir på gennemført uddannelse


Du vil løbende igennem uddannelsen blive vurderet og hvis du gennemfører uddannelsen vil du ved skoleårets afslutning få et uddannelsesbevis og en separat udtalelse for at have gennemført sceneteknikeruddannelsen på Hoptrup Efterskole. Mange amatørteatre og mindre spillesteder vil derefter kunne ansætte dig i større eller mindre grad som scenetekniker, og du vil altid kunne bidrage med din viden når noget stort skal ske på en scene.

 

Oprettelses af hold


Sceneteknikeruddannelsen oprettes kun såfremt der er mindst 6 deltager på holdet ved holdets begyndelse. Den maximale holdstørrelse er 12 deltagere. 

Undervisere på scenetekniklinien

 


dsc_1075

 

 

Ken Petersen

Arbejdet med lyd og lys siden slutningen af 80'erne. Stor all-round erfaring med alle elementer omkring en scene. De seneste mange år specialiseret i lys - design, opsætning og afvikling.

 

 

 

dsc_1117

 

John Sørensen

Arbejdet med lyd siden 70'erne - både som lydmand, lydtekniker, producer og meget andet. Stor erfaring i både live- og studielyd.