Værdigrundlag mv.
Værdigrundlag
Skolen bygger på de grundtvigske skoletanker således forstået, at vi ser en værdi i det hele menneske og derfor vil være et sted, hvor liv og læring følges ad.
Det er for os en værdi, at eleverne opnår indsigt i og forståelse for kulturelle værdier og for deres eget liv og den verden, de lever i.
Ud fra nøgleordene livslyst og livsmod ønsker vi at skabe et rum hvor oplevelser, fællesskab og undervisning spiller sammen i levende vekselvirkning, og hvor der er plads til begejstring, undren, nysgerrighed, samt seriøsitet og faglighed.
Med udgangspunkt i almenkristne værdier, historien og samtiden ønsker vi at give eleverne de bedst mulige betingelser for at deltage i et demokratisk samfund og samtidig kvalificere dem til at være aktive og ydende deltagere i såvel det danske kulturliv som i deres eget liv.

