Sceneteknikeruddannelsen

Scenetekniker

Sideløbende med dit almindelige liniefag, kan du tage skolens sceneteknikeruddannelse. Med sceneteknikeruddannelsen på Hoptrup Efterskole opnår du de færdigheder der skal til, for at kunne stille et større lydanlæg op, rigge en scene til, lave en større lysopsætning og i det hele taget blive fortrolig med al teknik omkring en scene.

Sceneteknikeruddannelsen består af flere små grundforløb. Først når du har gennemgået alle grundforløbene, og vist at du kan tage ansvar for opgaverne, kan du blive optaget i HE-CREW, som er de mennesker der varetager opstilling af scene, lyd og lys til de fleste arrangementer på skolen, og til arrangementer der foregår udenfor skolen.

 

Grundforløb i sceneteknikeruddannelsen

Lydmodul 1
Lære om lyd og lydanlæg. Opstilling af mindre anlæg. Kendskab til alle mikseren funktioner. Den gode lyd – om equalisering mv.

Elementær el-lære
Hvad er strøm, spænding og modstand. Hvilken strøm kommer der ud af stikkontakten. Hvor meget kan man belaste en enkelt fase. Hvad skal man passe på.

Lysmodul 1
Lære om forskellige lampetyper – hvilke bruges til hvad. Ophængning og tilslutning. Simpel styring af lamper. Lysanlægget forskellige dele. Opsætning af et mindre lys-setup.

Rigging
Opstilling af scenepodier, master, bro mm. Sikkerhed og nødplaner. Opstilling og produktion af kulisser. Sceneinddækning mm.

Lydmodul 2
Opstilling af stort PA-anlæg. Etablering af monitor på stor scene. Arbejde med trådløse enheder. Effektmaskiner – herunder, multieffekter, gate, kompressor mm. Arbejde med digital mikser. 

Lysmodul 2
Lære om bevæglamper (scannere og movingheads) og DMX-styring. Lysdesign og farver. Lampepositioner og korrekt ophængning. Lysprogrammering på computer og softwarebaserede lysborde.

Design og planlægning
Om at kunne designe den fede scene og lave det tjekkede set-up


Den praktiske erfaring

Undervejs i uddannelsesforløbet kommer du til at afprøve de forskellige ting du har lært. I forbindelse med foredrag og koncerter på skolen kan du allerede fra den første tid blive ansvarlig for at stille skolens udstyr op. Til efterskolernes dag er der for første gang i skoleåret brug for at stille meget udstyr op, og her bliver der mange muligheder for prøve kræfter med teknikken omkring en scene. Endelig afsluttes sceneteknikeruddannelsen med at du er én af de primære ansvarspersoner omkring skolens største opsætning – nemlig musicalproduktionen i november måned. Løbende under hele uddannelse og også efter endt uddannelse er sceneteknikerne tilknyttet HE Udlejning - vores udlejningsafdeling som man kan læse mere om HER

Krav til de kommende sceneteknikere
Sceneteknikeruddannelsen på Hoptrup Efterskole kræver, at du er villig til at ofre lidt mere end de fleste. Nogle af grundmodulerne ligger i den almindelige undervisningstid, men der er også moduler der ligger om aftenen og i weekender. Det betyder at du skal være klar på at blive mindst 2 weekender på skolen udover dem du ellers skal. Desuden skal du løbende deltage i de arrangementer der kræver opstilling. Der er mødepligt til alle undervisningstimer på sceneteknikeruddannelsen.

Papir på gennemført uddannelse
Du vil løbende igennem uddannelsen blive vurderet og hvis du gennemfører uddannelsen vil du ved skoleårets afslutning få et uddannelsesbevis og en separat udtalelse for at have gennemført sceneteknikeruddannelsen på Hoptrup Efterskole. Mange amatørteatre og mindre spillesteder vil derefter kunne ansætte dig i større eller mindre grad som scenetekniker, og du vil altid kunne bidrage med din viden når noget stort skal ske på en scene.

Oprettelses af hold
Sceneteknikeruddannelsen oprettes kun såfremt der er mindst 6 deltager på holdet ved holdets begyndelse. Den maximale holdstørrelse er 12 deltagere.

 Hvis du ønsker at tilmelde dig sceneteknikeruddannelsen, så gør venligst opmærksom på det allerede ved første kontakt til skolen